En ven fra København skrev, at en klassekammerat havde sagt, at han ville ønske, han kunne stemme på mig, fordi jeg tør tale om handicappolitik.
Det er selvfølgelig en enormt rørende besked at modtage. Men det er også et alvorligt tegn på, at der er noget galt.
Jeg har ikke brugt så meget tid på at snakke om handicap, som jeg kunne have drømt om – vi snakker et par opslag i alt. Alligevel er det nok til, at jeg skiller mig ud.
Helt ærligt: Over en fjerdedel af os lever med et handicap i følge VIVE.
Alligevel er det som om, at handicappolitik bliver set som et nødvendigt onde. Noget, man ikke prioriterer eller snakker om, medmindre man bliver tvunget til det.
Det kan vi ikke acceptere.
Vores politikere glemmer alt for ofte, hvem de arbejder for. Der er mange, hvis stemmer ikke bliver hørt, når beslutningerne skal tages.
Sårbare børn og unge. Dem, der ikke passer ind på arbejdsmarkedet. Og ja, os med et handicap.
Os, der ikke har magtfulde lobbyister på vores side.
Regeringens prioriteter er klokkeklare, når de tager diagnosetillæget fra nogle af Danmarks allermest sårbare, unge mennesker og samme år giver skattelettelser for 10 milliarder kroner til gavn for landets rigeste.
Jeg synes, det er decideret ulækkert at angribe dem, der har sværest ved at slå igen.
Livet som handicappet i Danmark kan i forvejen føles som en kamp. En kamp for at få den hjælp, man har brug for. En kamp for at bevise sit værd. Af og til en kamp for at overleve.
Hvis man ikke selv har prøvet det, er det meget svært at forstå, hvor hårdt det er.
Jeg har selv et handicap. Nu er jeg et sted, hvor jeg har kræfter til at kæmpe for jer derude, der ikke har muligheden. Og jeg er så heldig at have et talerør.
Det vil jeg bruge.
Så hvis du normalt ikke bliver lyttet til af politikere: Skriv til mig. Her i kommentarerne eller i en privat besked. Jeg lover at lytte. Og jeg hjælper gerne med at fortælle din historie, hvis du har lyst.
Hvorfor tror I, handicap fylder så lidt i den politiske debat?
