Rend mig i national-konservatismen

På det i øvrigt glimrende og velbesøgte Naturmøde i Hirtshals, gennemførte vi i Enhedslisten en aldeles uvidenskabelig undersøgelse.

Forbipasserende blev bedt om at tilkendegive hvad de frygtede mest af 5 opstillede muligheder. Klimaflygtninge/indvandring, Ulve, Krig/katastrofer, Klimaforandringer og Mangel på drikkevand.

Knap 1000 mennesker deltog i løbet af de 3 dage. Resultatet var temmelig sigende, selv det usikre og spinkle grundlag taget i betragtning. Der var 2 grupper der ikke mønstrede stort frygtpotentiale: Klimaflygtninge/indvandring og Ulve. De lå markant under de 3 andre emner, hvor det i øvrigt var Krig/katastrofer der fik flest tilkendegivelser, skarpt forfulgt af Mangel på drikkevand og Klimaforandringer.

Nu er det yderst begrænset hvad man kan konkludere ud fra et tilfældigt opstillet forsøg på et Naturmøde.

Men alligevel er det lidt tankevækkende at de 2 emner de forbipasserende frygtede mindst, fylder så uforholdsmæssigt meget i den offentlige debat. Ulve og indvandring.

Udefrakommende forstyrrende elementer. Der rokker ved vores forudindtagede forståelse af verden. Ligesom kyst-erosion, der har foregået i tusindvis af år og som vi har indfundet os med generation efter generation, nu pludselig er et uoverstigeligt problem der skal stoppes uanset hvad. Så skanser vi os bag hegn, høfder og hadsk retorik.

Men det er i mine øjne en mærkværdig form for virkelighedsfornægtende national-konservatisme. Mest tydeligt kommer den nok til udtryk i hele ulvedebatten. Sindene er virkelig i kog og fronterne trukket skarpt op. Spørgsmålet lyder igen og igen: ”Er der plads til ulven i den danske natur?”.

Spørgsmålet viser problemets absurditet. For uanset hvordan vi svarer, har naturen svaret. ”Ja – der er plads, for ellers var den ikke kommet!”. Det tilkommer ikke os at svare på naturens vegne. Når ulven er kommet herop og har etableret sig, så er den blevet et naturgivent vilkår. Vi kan sætte hegn og bomme op, det ændrer ikke på det faktum den er her. Vi kan skyde den og der vil komme en ny. Vi kan hegne den inde og der vil komme en ny. Vi kan køre den væk og der vil komme en ny. Det er et vilkår vi må forholde os til.

Det betyder ikke det er problemfrit. Det har konsekvenser for os og for den måde vi lever på. For ulvens vedkommende er konsekvenserne til at overskue. Det handler primært om at hjælpe de fåreavlere der kommer til at opleve tab. Det må vi så finde ud af. Men det er dog overskueligt.

Langt mere komplekst bliver det når vi taler om strømmen af flygtninge. Men igen kan vi ikke ændre på det faktum at flygtningestrømmene – desværre – eksisterer. De vil endog formentlig stige de kommende år. Men uanset hvordan vi reagerer får vi dem ikke til at forsvinde – i hvertfald ikke på kort sigt. Alligevel taler et stort flertal om flygtningestrømme som noget der kan løses hvis bare vi holder dem ude af vores lille habitat. Flygtningekrisen er i vores øjne løst, hvis bare vi ikke kan se dem – vores medmennesker. De skal i hvert fald kun ses i fjernsynet. Lige som ulven.

Grundlæggende tror jeg det handler en genkomst af en national-konservatisme, hvor vi har en forestilling om at alt udefrakommende kan fortrænges. Også når det er virkeligheden der banker på. Vi falder tilbage i traditioner og forestillinger om noget der engang var. Det at være dansk kommer pludselig til at handle om frikadeller, flæskesteg og fremmedfrygt. Hvis det er danskhed er vi mange der ikke kan være danske længere. Det er jo absurd. Vi kan ikke stoppe kyst-erosion, sandflugt, ulvens og vildsvinets udbredelse. Vi kan ikke forhindre mennesker i nød fra at flygte. Men vi kan lære at leve med det og vi kan ovenikøbet leve og lære af det. Menneskehedens historie er en lang historie om tilpasning. Hvordan vi har været i stand til at tilpasse os nye levevilkår. Det har vist sig at være en langt bedre overlevelsesstrategi end frygt og isolation.

Men det er som om at frygten og isolationen har bredt sig ud over det meste af det politiske spektrum. Erklærede liberale partier som LA og V, deltager i en regering der udsteder dekreter om hvordan borgerne lovformeligt skal gå klædt og som begrænser grundlæggende borgerrettigheder som retten til at deltage i Folketingsvalg og hvile skoler man må gå på. Et erklæret internationalistisk parti, som Socialdemokraterne stiller forslag om at lukke grænserne og eksportere borgere med godkendt asylbehov til lejre i ukendte, og i hvert fald fjerne, lande. Støtter et stop for at modtage kvoteflygtninge.

Nationalkonservatismens ideologi breder sig ud over hele det politiske spektrum og sætter dagsordenen både politisk og i medierne. Den fødes af irrationel frygt og virkelighedsfjerne løsninger. Uanset om det handler om flygtninge, ulve eller kystsikring. Jo mere vi taler om det, desto mere kryber vi ned i hullerne og skutter os med gamle fastlåste traditioner. Traditioner kan vi alle finde tryghed i og de er en vigtig del af vores identitet. Men traditioner er netop også kendetegnet ved at vi ændrer og tilpasser dem i takt med at vores livsvilkår ændres. Ellers bliver de blot til en hæmsko. Det kender vi vel alle fra vores privatliv. Vi tilpasser vores vaner i takt med at vores livssituation ændres gennem livet. Fordi vi har modet til at se de virkelige udfordringer i øjnene.

For de findes derude – de virkelige udfordringer. Bag digerne og ulvehegnene. Hvis vi havde modet til at anerkende at der findes klimaforandringer, sult, fattigdom, mangel på drikkevand, krig, ulighed. Udfordringer der er konkrete og hvor vi faktisk har en mulighed for at gøre en forskel. Hvor det faktisk betyder noget om man har en grundlæggende socialistisk, liberalistisk, konservativ eller socialliberal tilgang. Hvor vi kunne dele os efter anskuelser og diskutere med brask og bram, hvordan vi ønsker en fremtidig samfundsindretning. De store og mere besværlige spørgsmål. F.eks hvordan vi begrænser klimaforandringerne også selv om det kommer til at betyde at vi skal ændre vaner og traditioner. Fordi det handler om vores menneskelighed og noget så basalt som menneskehedens mulighed for overlevelse. Også for fremtidige generationer. Det handler om vi som samfund er bedst tjent med at flygtningestrømme håndteres ved at vi bygger hegn og skyder de der forsøger at trænge ind eller om vi skal modtage et langt større antal end vi gør i dag. Valg der får konkret betydning for vores dagligdag og samfund. Men det får endnu større konsekvenser hvis vi blot i nationalkonservatismens navn lukker øjnene og så tror det hele går væk.

Derfor er mit fremtidshåb at vi tør se de virkelige udfordringer i øjnene. At vi lader ulven være ulv og prøver at indrette os med den som et naturgivent vilkår. Til gengæld kunne vi genoplive den politiske debat. Mener vi noget med de der menneskerettigheder – at alle er født lige og frie?  Tager klimaforskerne fejl, siden vi ikke rigtig er villige til at lave grundlæggende samfundsforandringer? Hvad er den rationelle begrundelse for at vi har ret til at udnytte ressourcer i lande der er langt fattigere end os?

En debat der kunne gøre os klogere og bane vejen for større forståelse for hvorfor nogle ændringer er nødvendige. Måske endda være forbedringer.

Men det kræver vi har modet og lysten til at tage springet ud af nationalkonservatismens mørke.

Derfor er mit fremtidshåb også at vi også politisk tør at se de virkelige udfordringer i øjnene. Emner som Klimaforandringerne, krig og katastrofer, mangel på drikkevand og den stigende ulighed.