Valgforbund mellem B, Å, F og Ø i Thisted Kommune

Pressemeddelelse om valgforbund mellem B, Å, F og Ø i Thisted Kommune

Radikale Venstre, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Thy har samlet sig i ét fælles valgforbund til kommunalvalget den 16. november. Aftalen om et fælles valgforbund blev indgået i dag søndag med stor glæde af de 4 partier. Der er tale om et teknisk valgforbund, hvor partierne ikke forpligter hinanden på konkret politik, men partier deler mange fælles visioner for Thisted Kommunen. Således står trivsel for børnene, gode daginstitutioner og folkeskoler, en tryg og aktiv alderdom og at passe på klimaet og naturen højt hos alle, og det er da også disse politiske målsætninger, der har bragt de 4 partier sammen i valgforbundet.

”-Vi glæder os i Radikale Venstre over at indgå i valgforbund med de andre partier, som vi deler mange målsætninger med på klima- og miljøområdet og i forhold til at varetage interesserne for kommunens svageste medborgere. Vi håber, at vi på denne måde dels kan optimere radikal indflydelse i næste kommunalbestyrelsesperiode og dels kan sikre et bredt samarbejde til glæde for alle borgere i kommunen,” udtaler Thomas Baun, formand for Radikale Venstre Thy og Mors.

”-I Alternativet ser vi frem til det fælles valgforbund. Selvom vi som partier har politiske forskelle, så har vi også politiske lighedspunkter. I Alternativet går vi til valg med et håb om en mere grøn og humanistisk kommune. Vi vil arbejde for, at borgere i alle aldre kan mødes i øjenhøjde og i fællesskab udvikle vores lokale nærområder. Thisted Kommune er inde i en god udvikling, og

derfor er det også i vores optik vigtigt, at vækst og udvikling sker i respekt for både nuværende og fremtidige generationer. Skulle vi i Alternativet ikke selv få stemmer nok til at komme med i kommunalbestyrelsen igen, ønsker vi at vores stemmer fordeles ud på øvrige partier i valgforbundet,” siger Joachim Plaetner Kjeldsen, kommunalbestyrelsesmedlem for Alternativet i Thisted Kommune.

”-I SF er vi glade for, at vi har skabt et valgforbund mellem partier, som deler mange politiske visioner for Thisted Kommune. SF vil fortsat kæmpe for at styrke den fælles velfærd som minimumsnormeringer, frihed til folkeskolen, tilbud til børn og unge, værdighed for ældre, syge og handicappede. Og så skal vi have en langt stærkere kommunal indsats for natur og klima, når vi nu bor i den kommune, som vel har landets bedste forudsætninger for det. Vi går ind for et bredt samarbejde i den kommende kommunalbestyrelse, og vi ser valgforbundet som begyndelsen på noget nyt,” udtaler formanden for SF Thy-Mors Torkil Olesen.

”-Når Enhedslisten stædigt holder fast i sit rette navn ’Enhedslisten – de rød-grønne’, er det ikke nogen tilfældighed. For os er den daglige velfærd for børn, unge, handicappede, misbrugere og ældre fuldt ud så vigtig som kampen imod klimaforandringer, bedre biodiversitet og rent drikkevand. Med dette valgsamarbejde skaber vi de bedste muligheder for, at de positive takter, der er skabt i indeværende periode, om minimumsnormeringer i daginstitutioner, respektfuld ældrepleje eller naturstrategi også kan fortsættes i en nyvalgt kommunalbestyrelse. Et samarbejde hvor vi har hver vores profil og styrke, men i store træk er enige om retningen, vil give værdi for alle 4 partiers stemmer,” siger kommunalbestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen fra Enhedslisten Thy.

Kontakt:

Thomas Baun, formand for Radikale Venstre, tlf. 2264 5991

Alternativet, Joachim Plaetner Kjeldsen, tlf. 2893 1806

Socialistisk Folkeparti, Thorkil Olesen, tlf. 3143 0968

Enhedslisten – de rød-grønne, Jens Otto Madsen, tlf. 2326 1278