Indvinding af råstoffer trænger til at blive omtænkt.
Råstofplaner skal ikke kun handle om at hente mest muligt op af jorden. Der skal også være en verden til fremtidige generationer.
Tilbage midt i 1990’erne definerede Miljø- og Energiministeriet det økologiske råderum som ”den mængde naturressourcer, der kan bruges pr. år, uden at vi forhindrer fremtidige generationer i at få adgang til den samme mængde og kvalitet”.
Dengang var der ikke megen fokus på de jomfruelige råstoffer, vi har i Danmark.
Det er der stadig ikke – ikke på at sikre fremtidens generationers behov i hvert fald.
Når Råstofplaner vedtages i de fem regioner, så er der entydigt fokus på, hvordan der hurtigst muligt kan hentes flest mulige råstoffer op af jorden – uden tanke på, om fremtidige generationer også kunne få brug for sten, grus, ler, sand, kridt.
Den ”bæredygtige” råstofindvinding i regionerne har i alle regioner det bekvemme fokus – at der skal være et pænt drys af råstofgrave udover landet, så der kan spares på transporten. For det er transporten der koster – ikke selve råstofferne. Råstofferne er så billige at der intet motiv er til sparsommelighed i selve forbruget.
Ikke at transportens miljøomkostninger konkret betyder, at der siges nej til gravetilladelser, hvis der ønskes tilladelse til indvinding med henblik på at råstofferne skal transporteres fra Nordjylland til Sønderjylland – uden øje for at de samme råstoffer måske kunne hentes tættere på.
Slet ikke – det er jo en forretning – som vi politikere ikke skal blande os i. Er der nogen der ønsker at grave, så får de lov.
Men selvfølgelig skal der være politisk indblanding i om også fremtidige generationer skal have mulighed for også at have adgang til sparsomme ressourcer, som ikke er fornybare – de jomfruelige råstoffer.
Der er behov for at tænke nyt og om igen.
Der er behov for udbudskrav om bæredygtige materialer – fornybare materialer, og behov for at brugen af jomfruelige råstoffer nedbringes dramatisk – der skal skrues op for genanvendelse og substitution.
Bygherreforeningen og byggeriets organisationer er klar – og har i flere år ønsket klima og bæredygtighedskrav ind i byggeriet – her fra hilses det velkomment, at der stilles klimakrav til nybyggeri fra årsskiftet – og beklages at renovering af allerede eksisterende byggeri skal kan ske uden hensyn til bæredygtighed.
Samtidig peges der på at CO2 udledningen er 50 gange mindre ved renovering i stedet for nedrivning og ny byg
Kan vi i regionerne gå i gang – ja – vi kan lade være med at vedtage råstofplaner som lægger endnu flere områder ud til graveområder – til skade for mennesker, miljø, grundvand og klima.
I stedet kunne vi tage vores opgave alvorligt – ved at planlægge og udvikle også råstofområdet – til at blive bæredygtigt, genanvendeligt og ved substitution, så vi forholder os til og sikrer at klimamålene også nås med råstofplanerne, at vi forholder os samlet til verden, så der rent faktisk også er en verden til fremtidige generationer.
Men mest påtrængende er det dog at folketinget og regeringen sætter turbo på at stille krav til bygningers CO2 -regnskab i bygningsreglementet og stiller krav om bæredygtighedsklasse i byggeri – får moderniseret råstofloven så bæredygtighed bliver bærende heri. At kommuner, regioner og stat i egne renoveringer – går forrest og viser vejen til at bæredygtighed og klimamål kan nås – så der også fremtidens generationer er jomfruelige råstoffer der skal passes på.
Klumme i “Kommunen”, den 2. april 2023:
